Er en bærbar computer "bare" en bærbar?


Trenden går mod, at vi bliver mere og mere mobile. Flere og flere arbejder andre steder end på deres faste plads. Og på arbejdspladsen flytter vi ofte rundt, sidder i møder eller i nye arbejdsgrupper. Det betyder, at den bærbare computer ofte er det vigtigste værktøj, hvad enten man går i skole, studerer eller arbejder.

Men hvad skal du være opmærksom på, før du vælger din nye bærbare computer? Hvordan får du mest muligt ud af den? Og hvordan sikrer du den bedst muligt?


Før du køber: Hvad skal du være opmærksom på?

Det kommer helt an på, hvad du skal bruge den til. Men overordnet set skal du tjekke skærmstørrelse og -type, batteritid, processorkraft, RAM og vægt.

Er du konstant undervejs med din bærbare, skal den ikke være for stor og tung. Besøg en butik, og sammenlign skærmstørrelser. Så kan du finde den rette balance mellem størrelse og mobilitet. Sammenlign også de forskellige skærmtyper – hvor stor en opløsning kan du leve med?

Processorkraft og RAM afhænger også af, om du skal bruge den til almindelige programmer og surfing eller til mere tunge opgaver med fx grafik og foto. I dag er 4 GB RAM ved at være i underkanten, men mere RAM og hurtigere processor gør naturligvis også en bærbar computer dyrere. Det vil altid være en afvejning.


Efter købet: Hvordan bruger du din bærbar bedst?

Hold altid din bærbare computer opdateret med det nyeste operativsystem og de nyeste antivirusprogrammer. Gennemgå den fra tid til anden, og fjern overflødige programmer, du aldrig bruger.

Husk at foretage backup af dine data på enten en lokal, ekstern harddisk hos dig selv eller på et drev 'ude i skyen'. Du kan bruge Google Drev eller lignende tjenester, så dine data og billeder mv. er sikret i tilfælde af tyveri eller uheld.

Ud over at passe godt på dine data skal du også passe godt på selve computeren. Brug en solid mappe/taske under transport, så den ikke bliver skadet eller ridset. Tør skærm og tastatur af fra tid til anden med en mikrofiberklud.


Ved tyveri: Hvad skal du huske?

Sørg for at have gemt dine kvitteringer et sikkert sted i enten papirform eller i digital form ude i skyen. De fleste butikker sender i dag kvitteringen til dig via mail eller opbevarer dem i digital form, så du kan hente dem, når du har brug for det.

Tjek dine forsikringer for at se, om der er dækning af den bærbare ved tyveri, og brug som altid din sunde fornuft ved ikke at efterlade den bærbare et synligt sted i selv kortere tid.


Er den stationære computer dømt ude?


Salget af bærbare computere og tablets buldrer frem. Alligevel er der stadig tusinder og tusinder af stationære i danske hjem og på danske kontorer, som dag efter dag gør deres pligt uden at brokke sig. Mange arbejdspladser sværger til den traditionelle, stationære computer, og mange gamere kunne ikke drømme om at bruge andet.

Men hvad sker der, når den stationære begynder at blive sløv i optrækket, og hvad kan du selv gøre for at få den i topform igen?


Opdatering og opgradering

Sørg for at holde din computer opdateret med den nyeste software og antivirus. Har computeren nogle år på bagen, kan det begynde at knibe med hukommelsen – ligesom med mennesker. Fordelen er, at du kan styrke computerens hukommelse på et øjeblik ved at give den mere RAM. Tal eventuelt med en IT-ansvarlig om, hvordan du gør det.


Giv den en hovedrengøring

Stationære computere står i sagens natur på gulvet og kan samle stor mængder støv. Det sætter sig i computerens indmad, så den ikke får tilstrækkelig ventilation. Hvert halve eller hele år er det derfor godt at få blæst den forsigtigt ren ved brug af trykluft. Tag stikket ud først og gør det eventuelt uden for, hvis ikke rummet skal støves til.


Placer din computer optimalt

Modsat den bærbare, står din gulv-computer det samme sted, og der skal helst være plads til, at den kan ånde. Stil den derfor ikke lige op ad en væg eller en radiator eller inde i et skab. Så kan den ikke komme af med varmen, hvad der kan forringe dens ydeevne og forkorte dens levetid.


Giv den et serviceeftersyn

På linje med din bil har din stationære computer godt af et serviceeftersyn. Kan du ikke gøre det selv, kan du bruge en IT-fagmand eller IT-afdelingen på dit arbejde. Få tjekket programmer og antivirus. Skal harddisken skiftes ud? Skal der mere RAM i? En stationær kan holde forbløffende mange år med den rette pleje.


Endelig kan det være en god idé at tænke på, om sikkerheden er i orden. Har du taget backup 'ude i skyen' for det tilfælde, at din stationære bliver stjålet? Er der adgangskode på? Og er den fysisk sikret, dvs. låst fast til fx skrivebordet? Det er alt sammen med til at sikre din hardware og dine data.

Tilbage til > Gode råd